Vær Velkommen - 2007
1. Den signede dag med fryd vi ser
2. Vågn op og slå på dine strenge
3. Op al den ting som Gud har gjort
4. Se nu stiger solen af havets skød
5. Vær velkommen Herrens år
6. Kimer i klokker
7. Hil dig frelser og forsoner
8. Velkommen igen Guds engle små
9. Nu falmer skoven trindt om land
10. Lysets engel går med glans
11. Nu titte til hinanden
12. Her kommer, Jesus, dine små
13. Altid frejdig, når du går
Gamle salmer som pop og rock – Kan man virkelig det? Salmer! Det er da noget, man synger i kirken og evt. lige inden, man begynder at pakke gaver ud juleaften, er det ikke? Det er lidt ligesom det alt for fine festtøj, man har hængende i skabet, og som ikke rigtig er passende til andet end helt specielle lejligheder – og derfor næsten aldrig bliver brugt. Sådan er det også med salmerne. De er nok lidt for højstemte til nutidens danskere. Men sådan behøver det ikke nødvendigvis at være. For det sjove er, at f.eks. sange som “Nu falmer skoven”, “Den signede dag”, “Vær velkommen” og “Lysets engel går med glans” i de nye arrangementer lyder som sange, der kunne være skrevet i går. Og går man på opdagelse i teksterne, finder man ud af, at de indeholder rigtig mange gode og kloge ord. Kort sagt: tidløse melodier med tekster, der godt nok er præget af deres egen tid, men ofte siger ting, alle mennesker stadig kan bruge.
Ann-Mette Elten har altid holdt meget af salmerne. Hun holder faktisk så meget af dem, at hun længe har haft lyst til at vise os, hvordan man også kan fremføre dem. For er sangene tidløse, må man også have friheden til at forny den måde, de bliver fremført på, så de passer til vores tid.
På “Vær velkommen” byder hun os indenfor i sit helt eget salmeunivers. Hun giver simpelthen disse fremragende salmer nyt liv – i arrangementer, der er fyldt med rock og pop. Ikke siden Gasolin gav os “Dejlig er jorden”, har vi hørt noget lignende. Det fine festtøj er blevet til et par flotte og komfortable cowboybukser, som vi har lyst til at bruge hver eneste dag.